Helsingørs elever battler om sundhed

9.03.2017

7000 elever fra Helsingør Kommune har i januar designet bæredygtige løsninger om fysisk og psykisk sundhed. I dag blev det store Boost Battle finaleshow afholdt, hvor de 21 bedste løsninger kæmpede om vindertitlen. Helsingør Skole var stolt repræsenteret af H2 fra Nygård Skole og gruppe elever fra Skolen i Bymidtens 5.R.

I uge 4 har alle eleverne i Helsingør Kommune arbejdet med temaet sundhed. Levealderen stiger i den vestlige verden og forskere mener, at hvert andet barn der bliver født i dag, vil opleve sin 100 års fødselsdag. Men hvor mennesker før i tiden døde af smitsomme sygdomme, så skyldes størstedelen af dødsfald i dag livsstilsygdomme. Samfundet har behov for, at vi tænker anderledes i fremtiden og netop derfor var temaet for årets Boost udfordring – sundhed.

Og det kom der masser af gode løsninger ud af, da eleverne knoklede med udfordringen i uge 4. De 21 bedste blev udvalgt til at deltage i dagens battle, hvor de forventningsfulde elever stod klar til at præsentere deres plancher og modeller i festsalen på Helsingør Gymnasium. For andet år i træk var Camilla Ottesen vært og en jury bestående af 20 medlemmer, heriblandt borgmester Benedikte Kiær, skulle rundt til de forskellige boder og høre om elevernes ideer. De 21 hold kæmpede om en af de tre priser; publikumsprisen, kommunikationsprisen eller hovedpræmien innovationsprisen.

I bod 11 stod Filippa, Laurits, Noah og Liva fra 5.R fra Skolen i Bymidten klar til at modtage juryen. Deres løsning ”Food-Scan” giver forbrugerne mulighed for at scanne fødevarer ved hjælp af en QR-kode på varen, som fortæller forbrugeren hvilke tilsætningsstoffer varen indeholder og hvad de tilsætningsstoffer betyder. Derudover kan koden lave en bedømmelse af hvor meget man anbefaler at spise af fødevaren ud fra farveskalaen rød-gul-grøn.

”Jeg bliver lidt nervøs, når jeg står foran juryen, men det er rigtig spændende at fortælle andre om vores idé. Og så har det været spændende at arbejde med emnet sundhed.” Fortalte Liva.

Det andet hold som repræsenterede Helsingør Skole var team nr. 13 med Mikkel, Sebastian, Romeo og Axel fra Nygård Skole. Det er første år, at Nygård Skole deltager i battlen og det var spændte elever, som skulle præsentere deres Stressur. Uret kan måle puls og blodtryk og med lysende lamper fortælle om personen er afslappet, lidt stresset eller meget stresset. Derudover kan uret give forslag til afslappende aktiviteter og memorere hvilke aktiviteter, der får den enkelte person til at slappe af.

”Vi fandt på stressuret, fordi vi selv har oplevet at være stressede og det er et stort problem for mange. Og så var det praktisk, at det var et ur, som man kan have på sig.” Fortalte Sebastian.

Det var skuffede elever fra team 11 og 13 der ikke gik videre til semifinalen, men da de tre priser skulle overrækkes lød der et jubelråb fra drengene fra Nygård Skole. De blev nemlig udrådt til vinderne af publikumsprisen og 5000 kr. til klassekassen.

”Jeg havde helt svedige håndflader og var så spændt. Og så hørte jeg, at det var os der havde vundet og blev så glad.” Sagde en begejstret Romeo fra H2.

Vinderen af hovedprisen blev 7.S fra Skolen ved Rønnebør Allé, der vil etablere et rum i sportsklubberne, hvor folk kan aflevere deres brugte sportsudstyr til borgere, der ikke har råd til at dyrke sport.

NPS D. 09.03.17