Julehilsen fra skoleleder Kari Jørgensen

20.12.2016

Kære forældre,

Tid

Da jeg var barn, var tid kun noget jeg tænkte over, når tiden gik langsomt. Nu om stunder tænker jeg som regel kun over tiden, når jeg oplever at have for lidt af den.

Det væsentlige er, at overveje hvad vi bruger vores tid til. Det er nemt sagt, og ikke altid så nemt gjort, at styre udenom hamsterhjulets trummerum. Når vi først er inde i hamsterhjulet, er det for mange af os svært at træffe valg, som gør, at vi igen får kontrol over vores hverdag.  Arbejdsrelaterede opgaver som man ikke nødvendigvis kan få fuld kontrol over, kan sagtens være medvirkende til, at det hele bliver uoverskueligt. Men disse er ofte ’kun’ en af flere brikker i, at det hele kan føles ude af kontrol.

Jeg fristes nogle gange til at tænke over, hvis skyld det er, at det hele går så stærkt. Det kunne være bekvemt at skyde skylden på min arbejdsgiver, samfundet eller andre udefrakommende faktorer. Hvor irriterende det end kan være, bliver jeg dog nødt til – langt hen ad vejen – at ’gribe i egen barm’. For hvorfor er det, at jeg skal nå det hele på den halve tid? Hvad vil det give mig selv og mine nærmeste, både i privaten og kolleger, hvis jeg satte tempoet lidt ned? Det er noget af det, som jeg vil undersøge og afprøve i det nye år.

Intra og de sociale medier

Der har været lidt skriverier i landsdækkende aviser og på de sociale medier, om hvordan forældre og skole agerer på intra. Fra skolens side vil jeg gerne sige, at jeg er helt sikker på, at vi kan blive bedre til at huske, at intra er til korte beskeder, og at vi skal huske, at der også kommer gode og positive beskeder hjem til jer. Vi vil også indskærpe, at vi bliver bedre til at målrette vore beskeder. Min opfordring til jer lyder tilsvarende på, at dialog ofte er den bedste vej, og at intra eksempelvis kan bruges til, at bede en lærer/pædagog/leder om at ringe jer op.

I forhold til de sociale medier, så erfarer vi en gang imellem, at oplevelser – primært de negative – med lærere/pædagoger/ledere bliver diskuteret og kommenteret i åbne fora på facebook.

Jeg vil gerne opfordre jer forældre til, at komme direkte til os, i stedet for at bruge facebook som afløb for jeres frustrationer. En god regel er også, at man ikke skriver ting, man kan have svært ved at sige eller tale om ansigt til ansigt med rette vedkommende.

Juleferie

I dag, tirsdag den 20/12, er sidste skoledag inden juleferien. Første skoledag efter ferien er onsdag den 4/1 2017. SFO og klub har åbent til og med den 23/12 og åbner igen den 3/1 2017.

Tak for i år

Jeg vil ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår.

Tak for i år, og på gensyn til januar.

De bedste hilsner fra

Kari