Søg
  • Helsingør Skole

Det er fredag morgen i 2. P på afdeling Kongevej

Opdateret: 1. nov. 2019





Det er fredag morgen i 2. P, som bor helt oppe under taget i den gamle skolebygning. Ja, man er faktisk så højt oppe, at Deres udsendte har en fantastisk udsigt til Øresund og Sverige gennem glasvæggene ud til gangen. 2. P er højt oppe og høje over, at der er en pige i klassen, som har fødselsdag. Hun bliver 8 år, og derfor har hun otte hårbånd i sin flot-flettede fletning. Men fødselsdags-fejringen må vente til senere på dagen, selvom nogle farvestrålende kager står og blinker bag ved Malenes lærerbord. Malene er en af de to klasselærere i 2. P og samtidig klassens matematiklærer. Malene vurderer, at der lige er brug for at repetere klassens regler for ansvarlighed og den gode klassetrivsel. En af klassens piger gentager de vigtigste af de vedtagne regler: Ingen har sko på i klassen, vær stille, ikke vippe på stolen, husk at række hånden op - man skal ikke tale i munden på hinanden, husk at lytte - du har en mund og to ører...

Der er en god stemning under morgenrunden. Mange har noget at fortælle, f.eks. hvad man skal lave i weekenden. Der er soveaftaler, og der er skolebio. Malene fortæller, at eleverne ikke slipper for hende, selvom det er weekend. Hun er nemlig skolebio-vagt og vil smage på al bif-slikket... 2. P kigger på hende... Kan det nu passe? Malene går hen til døren, hvor der hænger et par ugeskemaer. Et for dansk og et for matematik. Det er en måde at strukturere undervisningen på. Hver elev vælger selv (med lidt hjælp fra Malene), hvilke matematikindhold de vil arbejde med. Der er flere forskellige muligheder: Et matematikspil, der minder lidt om "Matador", ark med feltfarvning, arbejde i matematikbogen eller ark med plusstykker. Man kan mærke, at der er en stor glæde ved at vælge det, man har lyst til at arbejde med. Der tælles og plusses. En pige har en spændende teknik. Hun bruger ikke kun de ti fingre, men også øjnene, munden og næseborene. Det er noget, hendes storesøster har lært hende! Der arbejdes på livet løs, og en time går hurtigt. Pludselig kommer der musik ud af højtalerne. Deres udsendte spørger en dreng om, hvad der skal ske nu? Det er da signal til, at vi skal stoppe og rydde op. Sangen hedder selvfølgelig "Rydde op - sangen". Sebastian Klein synger for. Vupti, på et øjeblik har alle eleverne fået ryddet alt, hvad der ligner matematik væk, og Malene beder eleverne om at tage deres 10'er-mad frem. Imens der gufles hapsere, lyttes der til endnu en sang: "Syng med familien tal". Det er tydeligt, at det er en sang, der tit bliver spillet. 2. P kan den udenad.

Timen slutter med, at Malene samler op på, hvad der er sket i de to første lektioner, og hun har blik for at rose det fine arbejde, og enkelte elever fortæller, hvad de har lært. F.eks at det er bedst at skrive tallene under hinanden, når man skal plusse. 1'erne under hinanden og 10'erne under hinanden. Steg under tallene der plusses - og to streger under facit. Og så ringer klokken til frikvarter.

2. P har tydeligt regnet den ud! Tak for besøget til 2. P og Malene.



#bloggingtips

4 visninger
 

Adresse

Gefionsvej 93
3000 Helsingør

Kontakt

Følg

  • Facebook

Tlf. 49 28 28 00

© Copyright Helsingør Skole 2020