Søg
  • Skrevet af SBG

Så lyser lanternen over Skolen i Bymidten!

Fredag den 4. september var der indvielse af den nye lanterne, der både fungerer som et kunstværk og som et legeredskab for skolens elever. Skolens mindste elever, lærere og SFO’en, ledere samt Gitte Kondrup, formand for Børne- og uddannelsesudvalget og øvrige interessenter, var inviteret.

Skoleleder Kari Jørgensen bød velkommen og gav hurtigt ordet videre til Formanden for Kultur- og Turismeudvalget, Michael Mathiesen, som ledte begivenhedens gang.

Inden han holdt hovedtalen, sang 1. klasserne en sang, der hed: ”Lanterne”!

Lanternen og en flot dekoreret væg med festlige påmalede små lanterner skal ses i sammenhæng.

Det er kunstnerduoen Randi Jørgensen og Katrine Malinovsky, der har skabt værket, som både er smukt at se på og sjovt at lege i!

Kari Jørgensen kan fortælle, at Lanternen lyser op, når det bliver mørkt. Det gør den ved hjælp af lygter, der er solcelleopladt. Michael Mathiesen fortalte, så godt han kunne - og det gjorde han godt! - i børnehøjde, at Helsingør Kommune bruger kunst som “et aktivt greb i udviklingen af byrummet.”

Det er besluttet, at ved større kommunale nybyggerier skal der afsættes penge til et kunstværk. Da Skolen i Bymidten er nyrenoveret, og nye bygninger er kommet til, skulle skolen også have et kunstværk - men et kunstværk som man kan lege i og på.

Som der blev sagt i en af talerne, har skolens elever allerede taget den populære lanterne i brug. Den er så populær, at der er indført “timeslots”, så kun en klasse kan bruge den ad gangen.

Dagen sluttede af med, at alle deltagerne blev budt på muffins og saft, som skolens nye “Madskole” havde lavet til indvielsen. Indvielsen skulle have været i foråret, men coronaen kom i vejen. Det er ikke så sjovt at fejre en indvielse, når de, der skal bruge kunstværket, ikke er tilstede…

Men den, der venter længe… venter på noget godt!


7 visninger
 

Adresse

Gefionsvej 93
3000 Helsingør

Kontakt

Følg

  • Facebook

Tlf. 49 28 28 00

© Copyright Helsingør Skole 2020