Det skulle så lige være eleverne i 6.G!
Godt Nytår!
Det er vinter, når kalenderen fortæller, at det er januar. Men i år skulle vi så lige prøve igen at se, føle og smage på sneen.
Det har eleverne fra modtageklassen 6. G på Nordvestskolen gjort de sidste par dage. De er lige kommet ind fra 10-pausen med røde kinder, kolde fingre og måske våde numser!
Deres klasselærer Sawsan står smilende og kalder dem ind. Det er ret let at finde de sidste. For skolen er helt tom! Bortset fra parallelklassen 6. F, der er i samme blok. Der er også specialklasser på skolen, men de er placeret helt nede i den anden ende af det store skoleareal.
Sawsan har skrevet formiddagens program op på tavlen, så alle eleverne kan se og følge med i, hvad skoleformiddagen bringer.
Den står på dansk i dag. Sawsan fortæller, at modtageklassen har den samme fagrække som resten af skolens elever. Men, fortæller hun, der er stor opmærksomhed på dansk og på dansk kultur. Til elevernes glæde - man kan se det i deres øjne - siger Sawsan, at de er bare de bedste elever til dansk!
I de første lektioner har den først stået på læsning, så udsagnsord i nutid/datid. Her fra klokken 10 skal eleverne arbejde med, hvornår man skriver et ord med stort begyndelsesbogstav, og hvornår skal der sættes punktum.
Sawsan deler nogle arbejdsark ud, og nu bliver der stille…. Mere stille end sne! Der bliver ikke sagt en lyd. Ja den berømte knappenål kunne sagtens falde ned, uden at det blev bemærket. Sawsan går stille rundt og hjælper, når der ryger en finger i vejret.
Efter fuld koncentration i 40 minutter med, for nogle elever, svære sætninger, siger Sawsan, at det er tid til en lille pause. Sneen kalder igen derude. Jo skam, det er hvidt derude lidt endnu.
Da eleverne kommer ind igen, får jeg lov til at spørge dem om, hvordan det er at opleve sne igen. Nogle af eleverne fortæller, at dér hvor de kommer fra, var/er der også sne om vinteren. Det er bare så sjov. Bare det kunne blive ved lidt endnu.
Jeg spørger dernæst om, hvordan det er at være på en næsten tom skole. Enkelte synes det er rart, for så har man nemlig fællesrummet for sig selv sammen med parallelklassen, og så larmer det slet ikke, men hovedparten savner de øvrige skolekammerater.
En pige siger meget eftertænksomt:
“Vi lærer jo noget … meget af at være sammen med de andre børn …”
Det er jo ret rigtigt set. Så må vi alle snart håbe, at det ikke varer alt for længe, før skolen igen bliver fuldtallig.
Tak, fordi jeg måtte komme på besøg hos 6.G og Sawsan.
Comments