top of page
Søg

Der er skam stadigvæk undervisning på Gurrevej!

Skrevet af SBG

Der er pyntet op med vimpler og balloner i mange forskellige farver i 0. J's klasseværelse i indskolingsbygningen på Skolen ved Gurrevej. Og det er ikke fordi, der er besøg i klassen denne morgen. Nej, det er fordi man netop har fejret, at det er 100 skoledage siden, at specialklasse 0. J havde første skoledag efter sommerferien.


De to voksne, Dorte og Nina er klar til at begynde undervisningen for de 5 elever, der er mødt i skole i dag. Normalt er der i alt 7 elever.


Dagen begynder med en lille godmorgensang. Den er blevet sunget mange gange, kan man høre, for alle eleverne synger højt med klar røst. Det er rigtig godt med morgensang. Man bliver glad og forventningsfuld, og der kommer frisk luft dybt ned i lungerne og klar ilt til hjernen.


Herefter styrer Dorte en lille morgenrunde, hvor eleverne - ja vi alle - fortæller, hvad vi har lavet siden i går. Det er en god træning af hukommelsen, siger Dorte. Der er helt tydelige rutiner i klassen. I dag er det en af drengene, der skal fortælle om dagens fakta…. "I dag er det fredag d. 22. januar 2021!"


Dorte gennemgår på en tavle, der er centralt placeret i klasseværelset, hvad dagens undervisning byder på.


Først er der en opgave, der skal løses bagerst i lokalet. Nina får eleverne til at sætte sig i en rundkreds, mens Dorte... Ja, det ser spændende ud! lægger skiftevis et skilt med et bogstav og tegninger og en ting-genstand i en stor cirkel uden om de siddende elever og Nina.


Dorte beder en af de to drenge om at begynde den første runde og sige og læse, hvad han møder på sin runde. Hvis man ikke kan huske fx et bogstav, får man hjælp og går videre. Det er en meget fin pædagogisk øvelse, da alle eleverne måske har svært ved nogle af bogstaverne, men genkender og udtaler tingene/genstande helt rigtigt… Der er dog en ny ting, som ingen af de nysgerrige elever kender… Det er sørme en god gammeldags 'Grydelap'... lidt underligt navn ikke?


Da alle eleverne har været igennem denne øvelse, beder Dorte dem om at gå op til tavlen og hente centicubes. Nu glider undervisningen ubemærket fra dansk over til matematik. Skal eleverne mon nu til at 'klunse'? Dorte forklarer reglerne. To og to - efter at hver enkelt har udvalgt et hemmeligt antal centicubes i den ene hånd - skal man tælle hvor mange centicubes man har til fælles. Hvis der præcist er 10, skal parret sætte sig ned. Øvelsen slutter først, når alle sidder ned. Man kan mærke, at alle synes, det er en rigtig sjov leg… Der bliver talt på livets lyst. Dorte fornemmer, at der er brug for en runde mere.


Så er der brug for lidt mere ro og koncentration på en anden måde. Nu står den på 'Oplæsning', hvor 'Bogen' er fremme på den store interaktive tavle, så alle kan se og følge med fra hver sin elevplads. Det er en bog, eleverne synes er meget sjov. Der bliver grinet og jublet, når Dorte “skifter” til ny side. Dorte læser højt og stiller gode spørgsmål til handlingen, og eleverne svarer på bedste vis.


Har jeg glemt at fortælle, hvad bogen hedder? Den hedder såmænd:

'Axel elsker biler' - Alex er en and, der kører rundt i en dyreverden.


Jeg må forlade 0. J midt i et spændende sted i handlingen, da jeg skal videre til nogle andre klasser i indskolingsbygningen. Men den historie må I lige vente med at få . . .

Tak for besøget 0. J og Dorte og Nina.


59 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page