I en tidligere historie om en modtageklasse på Nordvestskolen skrev jeg, at der var meget stille i klasseværelset. Man skulle næsten tro som læser, at vi er igang med et tema om “Stilhed”, men det er faktisk bare en tilfældighed, at jeg i dag har besøgt “Stillezonen”, der ligger i Skolen i Bymidten. Endnu et skoletilbud, der er åbent, imens meget andet foregår som fjernundervisning.
En dreng fra 4. klasse i Stillezonen har tegnet et flot skilt, der fortæller, at når man åbner døren til klasseværelset, går man ind i Stillezonen, og man skal være "shhh” derinde…
Der sidder 5 elever inde i klassen, 4 drenge og en pige samt en af klasselærerne, Vibeke og en anden voksen, Regina. På andre dage er der i alt 8-9 elever fra 4.-9.klassetrin samt en tredje lærer, som har andre opgaver om fredagene.
Stillezonen er et tilbud for elever fra 4.-9. klasse og har åbent hver dag fra kl. 8:00 - 13:15 for de fleste. Et par stykker fra udskolingen bliver til kl. 14:00.
Jeg spørger Vibeke, hvorfor dette supplement til den almindelige undervisning hedder “Stillezonen”. Er det meningen, at man skal tænke på DSB og deres tilbud, om at kunne sidde i fred og ro uden snak og uden tændte mobiltelefoner?
Både-og svarer Vibeke. “Man kan sige, at billedet fra DSB sætter rammen - et regelsæt der bruges her i klassen. Men indholdsmæssigt er det en målrettet indsats for den enkelte elev. En træningsbane og brobygning til stamklassen.
Vi er et tilbud for elever, der har en af følgende diagnoser: Angst, ADHD og autisme og desuden for elever, der har haft skolevægring. Eleverne oplever tit, at deres hjerner kommer på overarbejde. Enten fordi de bruger megen energi på at “regne den ud” socialt eller finde et sted, hvor der ikke er så mange. Så er det rart at være i et lokale, hvor der er meget stille, få elever og der er 3 voksne på skift til at hjælpe, hvis en opgave driller”, fortæller Vibeke
Dernæst har ledelsen haft den holdning, at det er vigtigt og afslappende for trivslen og indlæringen at indrette et lokale med fx tapeter med træskove, søer og hav. Derfor er det helt bevidst, at ledelsen har givet “Stillezonen” et af den nye tilbygnings bedste lokaler, når det gælder udsigt. Som gæst bliver man helt overvældet. Man kigger simpelthen ud til Reberbaneparken og søen, og i det fjerne kan man se Kullen tårne sig op i Sverige. Det må være en af byens flotteste udsigter!
I en dejlig lænestol, der står i et hjørne, sidder Villads fra 4. klassetrin. Han er i gang med læsning. Jeg må godt forstyrre ham. Han har gået i Stillezonen i ca. 4 måneder og synes, at det er godt. Før 2. bølge af coronaen havde han timer både i sin stamklasse og her i Stillezonen. “Til tider var det svært i klassen, men her får man hurtigere hjælp. Her er mere stille”, fortæller han.
En af de andre drenge fra 5. klassetrin er meget dygtig til at tegne. Specielt motiver der forestiller noget, der har hjul. Biler og lastbiler er de foretrukne. Han siger, at Stillezonen er ekstra god i øjeblikket ... Hvorfor? Fordi eleverne kan lege gemmeleg i næsten hele bygningen, fordi de store elever fra 7.-9. klasse har hjemmeundervisning.
Besøget er ved at være forbi, men Villads har lidt mere at fortælle… Han siger: “Det er som om, jeg har fået en ny klasse”.
Jeg synes, at man kan se på hans ansigtsudtryk, at det er rigtig godt.
Held og lykke fremover med dette spændende skoletilbud Stillezone.
Comments