Søg
  • Skrevet af SBG

En dansk time der gør en glad!

Malek er dansklærer for 3. B på Skolen ved Gurrevej. Hun har haft eleverne siden første klasse. Klokken er 10, og nogle af eleverne står allerede klar ved klasseværelset, da hun kommer for at låse op, så undervisningen kan komme i gang.

3. B har helt tydelige rutiner, kan man fornemme. Alle finder hurtigt deres plads og for at få elevernes fulde opmærksomhed, laver Malek en for mange kendt klapperytme. Efter 3-4 gange er der helt ro….man skal vel lige ryste 10-pausens sjove lege ud af kroppen først...Malek, tænker nogle elever måske…

Malek spørger til, hvordan morgenlektionerne er gået. De er gået fint, svarer de artige elever. Herefter vil Malek gerne vide, om alle har øvet sig på den orddiktat, som klassen skal have om et øjeblik. De fleste har. Eleverne finder deres danskkladdehæfter frem, og de fint spidsede blyanter ligger klar på bordene.

Malek siger de planlagte ord i et stille og roligt tempo med en meget tydelig udtale.

Hun beder eleverne om at række en tommelfinger i vejret som tegn på, at man er klar til næste ord. Midt i orddiktaten siger Malek, at nu kommer der et ord, som er det længste ord, klassen nogensinde har skullet stave til, nemlig ordet: Vidunderligt!

Hvor heldig må man være! Sikke et dejligt ord… v-i-d-u-n-d-e-r-l-i-g-t…. Malek udstråler et dejligt overskud, da orddiktaten er færdig. Hun laver lidt sjov og roser eleverne for, at de har siddet så pænt og stille.

En dreng har fødselsdag i dag. Han har delt ud i første modul, så nu skal der synges fødselsdagssang. Han må vælge og vælger “I dag er det ...” fremfor “Den med instrumenterne..”

Indholdsskift!

Nu er der læsestund. Man må vælge mellem en frilæsningsbog eller læse en tekst på computeren med høretelefoner på. De fleste vælger den med computeren.

Imens der læses med stor koncentration, retter Malek elevernes orddiktater og giver den enkelte elev feedback… Da der er gået 20 minutter, ringer et ur, og hun roser klassen generelt for deres arbejde med orddiktaten, men siger også:

Vi skal huske at øve os!”

Malek fornemmer, at eleverne har brug for at røre sig. De leger en spejlleg, hvor Malek laver nogle bevægelser, og eleverne spejler dem. Derefter går man sammen to og to.

Sidste programpunkt inden pausen er, at eleverne skal gå ind i deres personlige tankebobbel og finde 3 ting, som gør dem glade. Der er helt stille en kort stund.

I plenum høres der: At spille på PC´eren, at sove, at gøre storebroren glad, at være sammen med sin mor, og den mest interessante for en lærer, nemlig: at lave sine lektier….! Hvilken elevgruppe. Så er der frikvarter inden spisning.

Tak til Malek og 3. B for, at jeg måtte komme på besøg.

Skrevet af Brian Peter Grønbæk

12 visninger
 

Adresse

Gefionsvej 93
3000 Helsingør

Kontakt

Tlf. 49 28 28 00

Følg

  • Facebook

© Copyright Helsingør Skole 2020