Søg
  • Skrevet af SBG

For mange kokke fordærver ikke maden

Så er Madskolen rigtig kommet i gang. Nu laves der mad i store mængder, og mængderne bliver solgt. “Man” hører tit: ”Det smager vildt godt det her! Har du prøvet den vegetariske sandwich med portobellosvampe? Den er også god!”

På Skolen i Bymidten er eleverne fra 6. Q her fra morgenstunden godt i gang med at rive rigtig mange gulerødder til dagens salater. Knoldselleri bliver skåret - pas nu på med den kniv!

Hele året er det nemlig elever fra 4. - 6. årgang, der hjælper kokkene Niels og Sasha.

Hver uge er en halv klasse i gang i Madskolen. Hver dag låner eleverne en ren hvid T-shirt og et forklæde, og hver morgen bliver dagens program gennemgået. Niels fortæller, at der bliver produceret mad til selve dagen og den følgende.

Indimellem kommer der ekstra opgaver ind til Madskolen. Denne dag skal der bages over 400 muffins til indvielsen af “Lanternen”, som både er et stort legeredskab og et kunstværk i de mindste elevers skolegård.

Et par piger har ansvaret for, at der bliver bagt kartoffelbåde i massevis. Andre har gjort tomater i spandevis klar til at blive blandet med de andre salatingredienser. Der er en skøn arbejdsro og stor koncentration.

Sasha fortæller, at man i ugens løb, når det passer ind i produktionen, lærer eleverne om fx køkkenhygiejne, de 5 smage og frem for alt sikkerhed i et køkken.

Både Niels og Sasha er imponerede over med hvilken ildsjæl, eleverne har kastet sig over Madskolen. Selvfølgelig er der forskel på holdene, og de to kokke har blik for, at det også er børn i en alder, hvor der er meget krudt, der skal brændes af!

To drenge sidder på trappen op til første sal og science-afdelingen og holder lidt pause. De ser glade ud. Jeg spørger dem og et par piger, der er sidder ved siden af, hvordan det så er at være kokke for en uge?

Det er sjovt, det er hyggeligt. Vi laver og lærer en masse. Der er mere ro end i klassen.

Men vi har også lært, at det er vigtigt, at maden er færdig til tiden (kl.11.30).

Det skal den bare….!






10 visninger
 

Adresse

Gefionsvej 93
3000 Helsingør

Kontakt

Tlf. 49 28 28 00

Følg

  • Facebook

© Copyright Helsingør Skole 2020