top of page
Søg
  • Skrevet af SBG

Hvad farve skal murstene have?


Selvom mangt og meget er lukket ned i disse vintermåneder, bliver der stadigvæk arbejdet på Helsingørs skoler som tidligere beskrevet. Der er undervisning flere steder. Men hvad laver lederne egentlig, når der er langt færre elever på skolerne?

Jo se! Nordvestskolen har af kommunen fået bevilliget penge til at renovere skolen for, som har omkring 50 år på bagen. Det kan man godt se, hvis man går en runde på det fantastisk flotte naturområde, som skolen er bygget på...En bakketop - et af de højeste steder i Helsingør.

Søren og Henrik, som udgør lederteamet på Nordvestskolen, er i disse dage i gang med at udvælge, hvilken murstensfarve skolens bygninger skal have. Det er et større arbejde, fordi Søren og Henrik vil gerne se skolen i en større helhed med det øvrige område i nordvestkvarteret.

Folk, der har deres gang eller kører på Esrumvej ved det gamle sygehus, har nok bemærket, at der sker en hel masse for tiden. Der bygges på livet løs. Først blev der anlagt en rundkørsel - dernæst et supermarked. I det sidste halve år har man kunnet se, at der er fuld fart på renoveringen og nedrivningen af dele af sygehuset. Ved siden af skyder der nye bebyggelser op, hvor der er muret med grålige mursten.

I lokalpressen har man kunnet læse, at lejlighederne på sygehuset bliver meget forskellige og målrettet mod forskellige aldersgrupper. Måske et banebrydende byggeri.

Søren fortæller, at det er vigtig for skolen, at dens nye kommende udtryk passer ind i det omgivende samfund.

For 50 år siden var det også en stor, spændende og vigtig udvikling i gang i datidens Nordvest. Nye huse blev bygget på de gamle agermarker, og da Nordvestskolen var færdigbygget på den før omtalte bakketop, stod den og blinkede som områdets nye fyrtårn. Et nyt spændende byggeri tænkt ud fra datidens pædagogiske læringsprincipper.

Søren og Henrik taler om, imens de nærstuderer farveskalaerne på murstene, at nu gentager historien sig. Det gamle fyrtårn, Nordvestskolen, får udskiftet sit glastårn, hvis man kan formulere sig sådan, så der om få år igen er en folkeskole, der stråler flot af nærvær og stolthed over at være en del af det nye nordvest...version 2!


Hvilken farve eller hvilke farver vælger I så, Søren og Henrik?


Vi agter at følge hele byggeprocessen gennem en række historier, indtil den røde snor kan klippes.

Held og lykke Søren og Henrik med jeres spændende arbejde!

25 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page