- og det at holde i hånd!
Du husker det ikke selv … Det er godt nok også lang tid siden, men i begyndelsen var din mor hele livet. Selvom det var hende, der sendte dig ud i en kold, lys og fremmed verden. Men hun gav dig mad og varme fra sit bryst. Så kom en far måske til. Han gav dig også tryghed, varme og kærlighed.
Dine to nærmeste, forældrene, var de bedste og klogeste i verden. Måske fulgte der nogle bedsteforældrene efter - og måske af titlen ... de bedste og klogeste ...
Men pludselig en dag efter du var kommet i institution og eller i skole, skete det. Positionerne skiftede … Husker du det?
“SE far! Se derhenne…. Der går min klasselærer.”
Man går tur nede på Nordhavnen med sin datter. Man holder i hånd.
Langs den flotte promenade. Man kigger måske selv på en sejlbåd … Men ens barn har spottet det - det vigtigste … Klasselæreren kommer gående imod os ... Det er sjovt at se ens barns ansigtsudtryk - klasselæreren i et helt andet miljø. Hun burde jo være på skolen … Hvor hun bor!
“Hej Karen” - “Hej med dig Irma!”
Karen klasselærer smiler og nikker til en. “Kan I ha´ en god tur”.
“Tak!” siger man.
“Vi ses i morgen, Karen … i skolen” siger ens barn med stor glæde i stemmen. Man kan mærke, at ens barn er stolt over at møde sin klasselærer. Datteren kan li´ sin lærer. Det er godt. Det betyder noget for relationen. For det indlæringsmæssige og den sociale indlæring og udvikling.
I går måske forbi det udendørs "Vandlaboratoriet". Et rigtig godt tiltag, hvor man med et fiskenet kan undersøge, hvad der er på havbunden tæt på land. Krabber, småfisk og fladfisk med mere.
“Se, dernede ligger der en rødspætte”, siger man måske … i et forsøg på ….
“Nej far! Det er ikke en rødspætte. Det er en skrubbe. Den der har ingen pletter. Det har Henrik fortalt!”
“Hvem er Henrik?” spørger man lettere irriteret.
“Det er da Henrik fra SFO’en. Han er meget klog!”
Man prøver lidt tamt … ”Klogere end mig?”
“Ja, da! Han er meget klogere… Han ved alt om fisk… Han ved det hele!”
Den var man så selv ude om. Man tænker måske tilbage til dengang, man var “Gud” - den største og stærkeste.
Man holder for øvrigt stadigvæk i hånd. Man tænker, at man lige må prøve …
“Er det dejligt at holde far i hånden?”, spørger man forsøgt henkastet …
“JA da” Hvorfor spørger du om det? Det vil jeg altid gøre far. ALTID! Osse når jeg er blevet gammel!”
“Det er jeg glad for at høre”.
Man smiler et stille smil og tænker på storebroren, der næsten sagde det samme for få år siden - og det er godt - sådan skal det være. Ugen efter skulle han begynde i klub, og så skulle der ikke holdes i hånd længere ….
Skrevet af Brian Peter Grønbæk
Comments