Så er vi godt i gang igen på Helsingør Skole. Eleverne er tilbage på vores skole- afdelinger. Det pædagogiske personale har planlagt og gjort klart til et nyt forrygende, lærerigt og udviklende skoleår. Det er først en rigtig skole, når eleverne også er med til at udfylde skole-spillepladen..!
Om det er det lidt omskiftelige sensommervejr, vi har i øjeblikket, eller om det virkelig er lysten og glæden ved at være indendørs og spille det ældgamle spil, der hedder skak, er jo ikke til at vide. Men i 10-pauserne på Skolen i Bymidten er der næsten “udsolgt” på Skolebiblioteket (Pædagogisk Læringscenter). Ved de tre indgange til biblioteket er der fyldt helt op med sandaler, sneakers og andet sommerfodtøj. Lokalet er skofrit.
Dorte, der er skolebibliotekar, kan fortælle, at forleden prøvede hun for sjov lige at gå rundt og tælle, hvor mange eleverne der var i gang med at spille skak: 67 stk! Det er mange… Til orientering er det udelukkende elever fra mellemtrinnet, der har fået dette tilbud.
Med så mange elever på ét sted og med en fordomsfuld holdning til at børn larmer - specielt, når de holder pause - kunne man godt forledes til at tro, at grænseværdierne for støj måtte være overskredet med flere decibel. Men det er IKKE tilfældet. Der tales lavt, der bliver smågrinet. Man hygger sig med skakspillet. De strategiske og analytiske overvejelser kræver ro og omtanke.
Når man går og stiller hviskende spørgsmål, er man lidt bange for at forstyrre det næste træk. Men når spørgsmålet "Hvorfor spiller du skak – i stedet for at være udendørs"? bliver stillet, siger mange af skakspillerne, at spillet giver ro i hovedet, og at det er sjovt.
De har tydeligt valgt at træne deres analytiske evner frem for måske at rende planløst rundt oppe på sportspladsen efter en bold. Læs dette med et glimt i øjet. Boldspil er også en herlig aktivitet.
Kenneth, som er lærer med i projektet, fortæller, at skakspillet faktisk i en noget anden form blev opfundet under vikingetiden. Selv i tiden med danske-svenskekrigene brugte man spillet til at afgøre et givent stridsspørgsmål i stedet for at begynde en rigtig krig. Det var for kostbart - så hellere skakmat !
Det var i Kina, man udviklede spillet til det spil, som vi kender i dag: Bønderne (folket) i første geled og bagved “de vigtige”, der som regel styrede spillet hen imod det endelige slag om at sætte kongen skakmat.
På det tidlige tegnebræt er man på Skolen i Bymidten i overvejelser om at tilbyde at være værter for et senere Danmarksmesterskab i frikvartersskak!
Det ville da være kronen på værket - værket om at give de elever, der har lyst og brug for ro og eftertænksomhed, tid til at spille dette ældgamle spil.
Den første uges tid er gået med at spille skak, og rutinerne er allerede på plads. Lidt i 10 går Kenneth rundt og siger:
”Tiden er gået - vær venlig at pakke spillet sammen og husk at snøre posen med brikkerne godt sammen… Tak for i dag.”
Eleverne gør, hvad Kenneth siger...
Skrevet af Brian Peter Grønbæk
Comments