I disse dage arbejder 9. A med filosofi sammen med deres lærer Charlotte.
Jeg havde fået en henvendelse om at komme og se eleverne smadre kaffekopper…
Jamen, er de da gået helt fra snøvsen derude på Nordvestskolen?
Det kunne godt lyde sådan og derfor denne histories overskrift. Men bare rolig.
Det er i stedet et meget spændende forløb, som 9. A gennemfører sammen med Charlotte. Hun har fået et spændende materialesæt fra Folkeskolens Skoletjeneste som hedder: Knust - filosofiske samtaler om at blive knust og samlet på ny!
Før denne dag, der var fase nr. 5, havde eleverne bl.a. været igennem et introforløb. De havde ud fra påbegyndte sætninger skulle skrive dem færdige.
Som for eksempel: “Hvis man kunne samle stumperne - kunne man starte på en ny! og “Hvis limen ikke kan holde, så limer man igen, men denne her gang med stærkere lim!” og sidste eksempel ud af mange: “Hvis jeg løber fra det knuste - bliver det værre”.
Efter introforløbet har eleverne f.eks. læst og debatteret forskelige tekster og set film.
I dag var man nået til den sidste fase: Den kreative del. Da jeg ankom, sad eleverne i to grupper med hver sin avis foran sig. Avislæsning? Nej, for at skåne bordene, da dagens opgave godt kunne svine lidt.
Hver elev fik udleveret en kop pakket godt ind i en lille “vaskeklud i frotté”. En pæn håndstor sten gik fra elev til elev og næsten helt rituelt og med andagt, blev alle kopper slået i stykker en efter en…
Skoletjenesten udviklede forløbet under denne coronapademi, hvor man globalt var nedlukket - det daglige liv var . . . knust.
Der kom det filosofiske spørgsmål: Hvad vil det sige at blive knust?
Formålet med undervisningsforløbet er at berede eleverne håb og livsmod til håndtering af tilværelsen, når det gør ondt.
Nu lå den ituslåede kop foran den enkelte elev. Nu skulle der klinkes.
Som Charlotte sagde: ”Vi samler stumperne, mens vi tænker”.
Måske derfor er der blevet solgt og samlet ufattelig mange puslespil i Danmark under specielt den første nedlukning (for undertegnedes egen regning).
Med limpistoler gik eleverne i gang under stor koncentration og stille sidemandssnak. Herefter skulle man male limningerne med guldmaling, så det blev helt tydeligt og understreget, at nok var koppen samlet, men det var en ny kop! Slutteligt skulle man give sin kop en titel, skrevet på et lille sort skilt og sætte det fast på koppen med en lille metalstang.
Koppen blev placeret på en underkop og sat til udstilling på en reol i klasseværelset.
Det virkede på mig som om, det har været et forløb, som har optaget 9. A meget, hvilket Charlotte også bekræfter mig i.
En af klassens piger underbygger dette ved afslutningsvis at udtale:
“Det har været godt! Man kommer til at tænke over livet - og kærligheden!”
Fin formulering, der får en til at overveje, om man lige skulle se, om der ikke var en kop eller to, der kunne trænge til et …. nyt udseende!
Tak for tippet Charlotte og 9. A.
Skrevet af Brian Peter Grønbæk
Comments